Bengt Gabrielsson Oxenstierna

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Bengt Gabrielsson Oxenstierna (1623—1702) var en svensk greve og diplomat, søn af Gabriel Bengtsson Oxenstierna.

Bengt Gabrielsson Oxenstierna
Personlig information
Født	16. juli 1623 Esterna församling, Sverige
Død	12. juli 1702 (78 år) Stockholm, Sverige
Gravsted	Uppsala Domkirke
Far	Gabriel Bengtsson Oxenstierna
Mor	Anna Gustafsdotter Banér
Søskende	Gabriel Gabrielsson Oxenstierna, Gustaf Oxenstierna
Ægtefælle	Magdalena Stenbock
Børn	Eva Magdalena Oxenstierna, Hedvig Sophia Oxenstierna
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Diplomat, politiker
Arbejdsgiver	Uppsala Universitet
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Efter fleraarige Udenlandsrejserbegyndte han sin diplomatiske Bane med 1648at gøre Tjeneste ved den store Fredskongres iOsnabrück og udnævntes 1652 til Præsident idet Wismar’ske Tribunal. Efter Karl Gustaf’sTronbestigelse blev O., som kunde glæde sigved Kongens stedse voksende Tillid, optaget afforsk. diplomatiske og administrative Hverv.Bl.a. var han en af Fredskommissærerne iOliva 1657. Ogsaa Formynderregeringenbenyttede ham paa ledende Poster, somGeneralguvernør i Livland, som Sveriges Legat iTyskland m. m., og 1676 udnævntes han til en af desv. Ambassadører paa den store Fredskongresi Nijmegen; her forberedte han den SverigesOvergang til Frankrigs Modparti, der fulgteefter Freden. Efteraaret 1680 overdrog Kongenhele Ledelsen af de udenrigske Anliggender tilO. i Egenskah af Kancellipræsident med deneneste Forskrift at sørge for FredensOpretholdelse. Ved et ualmindeligt Maal af Klogskabog Forsigtighed lykkedes det ham i næsten 20Aar at fyldestgøre denne Kongens Forskrift.Hans ledende politiske Principper var stadigtVenskab med Sømagterne (England og Holland)og Kejseren samt en nær Forbindelse med detholstenske Hus som Støtte lige over forDanmark. Det fr. Parti i Raadet søgte vel atmodarbejde hans Politik, men for det mesteuden Held. Ved sit Testamente havde Karl XIindsat O. til en af Formynderne for Karl XII;men i denne ny Regering hefandt han sig oftei Minoritet. Kun i det holstenske Spørgsmaalvandt han en afgjort Sejr, idet man besluttedepaa Sveriges Vegne at afgive bestemteErklæringer til Gunst for Hertugen. Ikke ugerne saaO. derfor Karl XII’s Myndighedserklæring, idethan haabede derved at vinde større Indflydelse.Om denne Forhaabning end i det hele slog fejl,beholdt han dog sit Embede, og det lykkedesham endog at vinde Kongen for sin Opfattelsei mange vigtige Spørgsmaal. Med dybBekymring saa han Kongens Krigslyst og hævede, omend forgæves advarende sin Røst ved de nyeFarer og tog med Iver Ordet for Antagelse af fjendens fredstilbud.